Spar på m³

Skal du spare på m³ skal fjernvarmevandet afkøles mest muligt. Uden særlige måleinstrumenter kan du faktisk let finde ud af, om alt er OK.

Varmeenergien i fjernvarme er i fjernvarmevandet og frigives når fjernvarmevandet afkøles. Jo bedre dit varmeanlæg er til at afkøle fjernvarmevandet, jo mindre forbrug af fjernvarmevand bruger du - og jo billigere bliver fjernvarme for dig.

Umiddelbart er det let. Som forbruger, skal du sørge for, at det fjernvarmevand, som du sender tilbage til værket, skal være så koldt som muligt. Returledningen bør således ikke være mere end ca. 25 - 30 °C.

Brug hænder og hoved

Man bør derfor kunne holde hånden på returrøret fra alle radiatorer, uden at dette føles ubehageligt varmt. Mærkes returrøret ens fra alle radiatorer i hvert rum og ligeledes passende fra varmtvandsbeholder, veksler og returledningen til fjernvarmeværket, er anlægget OK.

Hvis en eller flere returrør er varme, bør dette undersøges nærmere.  Prøv evt. at skrue ned for radiator/varmtvandsbeholder/veksler indtil, det hele er passende ensartet. Konstateres herefter (der kan gå nogle timer) at komforten er sat over styr, så må man kontakte en VVS installatør eller anden fagmand.

De væsentlige  faktorer i dit fjernvarmeanlæg er :
    -    store radiatorer, 
    -    gulvvarme er effektiv i denne sammenhæng
    -    varmevekslere til det varme brugsvand
    -    effektive varmtvandsbeholdere
    -    nyere og effektive radiatortermostater
    -    hvis der er automatik, skal den være indstillet rigtigt, hverken for højt eller for lavt


Fjernvarmetemperaturen falder og stiger !

Når fjernvarmenergien transporteres fra varmeværket til din bolig, skal dette ske med mindst muligt spild, altså så effektivt som muligt.

Dette sker ved at temperaturerne i ledningerne holdes så lave som muligt, ved at fjernvarmerørene ikke er for store og ved at el-forbruget til pumperne holdes så lavt som muligt. Dette er imidlertid modsat rettede størrelser, og derfor sker der løbende justeringer af fremløbstemperaturene og trykket i fjernvarmenettet, alt afhængigt af det øjblikkelige forbrug.

Så snart vejret tillader det, sænkes fremløbstemperaturen til ca. 60°C i hovedledningsnettet. Om sommeren kan det betyde, at tomgangen i din varmtvandsveksler ikke kan holde tilstrækkeligt cirkulation i stikledningen, og du  vil derfor opleve ventetid på det varme brugsvand. Din fremløbstemperatur ved måleren er lavere, måske helt ned til 50°C. Dette er helt normalt. Falder temperaturen under ca. 50°C, så bør du se på din tomgangstemperatur på vandvarmeren og sætte denne lidt op. Og når du åbner for det varme vand, vil fjernvarmevandet igen stige til ca. 60°C. 

Det er normalt at bruge op til 10 m³ pr. GJ på årsbasis, men jo færre m3, jo billigere bliver din fjernvarmeregning. Jo mildere vejret er, jo flere m3 bruger du pr. GJ, da fjernvarmetemperaturen sænkes i takt med at vejret mildnes og hæves, når kulden sætter ind. Dette giver samlet den billigste fjernvarmepris.